På sit nye album, “DRØMMENE”, er Michael Falch gået i kompagniskab med Mikkel Reumert Damgaard, som til daglig er tangentspiller og producer i Love Shop, og som i en årrække sideløbende har været fast mand i Falchens backingband og arbejdet med artister som James Blunt og Claus Hempler.
Det er en rovfugls blik, man bliver mødt af på albumcoveret, og disse 10 sange om at “blive menneske” kredser i høj grad om ægthed og oprindelighed. Her oplever man en anden side af Michael Falch end den, han viste på sin fuldblods love story fra 2021, “Elsker” - for slet ikke at tale om den side, han året efter dyrkede i den gnistrende old school rock på MALURTs afskedsalbum fra K.B. Hallen, “Sidste skrig”.
Mikkel Reumert Damgaard kreerer på “DRØMMENE” en poetisk, filmisk sound, der bringer Falchens sangskrivning et sted hen, hvor man nærmest kan høre drøm og virkelighed, fortid og nutid, genfærd og livsglæde kæmpe om herredømmet.
Der er løbet meget vand i åen, siden Michael Falch debuterede med MALURT-albummet “Kold Krig” i 1980, og det er en livserfaren herre, der skriver disse sange i en verden med fornyet uro og forandring. I åbningsnummeret “Det er så lidt vi ved” synger Falch:
“I det fjerne ser vi
haler af ild
De tænder dem i øst, hvem ved,
bli’r fred romantisk film?”
Det har aldrig været glansbilleder, Michael Falch har samlet på. En del af “DRØMMENE” foregår i nattens mulm og mørke, hvor urolige drømme river og flår i menneskene. Døden står på sidelinjen og kigger ind mange steder, men ikke desto mindre er det dobbeltheden i det meste, der som altid interesserer Michael Falch mest.