SilverGlam - The Glamrock Sessions Vol. 1

185,00 DKK
På lager
RockVilla
InformationFeat. Peter Peter Format12" LP

Siden november 2021 har det nye danske glamrockband SilverGlam udsendt en håndfuld singler, der alle er blevet modtaget med åbne arme i det internationale glammiljø, og nu er bandet klar til at

udgive deres længe ventede debutalbum The Glamrock Sessions vol. 1. Elleve sange skrevet og indspillet med uforfalsket kærlighed til den store glamrock-æra i første

halvdel af 1970’erne, så man skulle tro, at bandet havde haft mulighed for at rejse tilbage dertil. Sangene, lyden, udtrykket og attituden er spot on, og allerede i omkvædet i den indbydende åbningssang 74 toner SilverGlam rent flag:

“Could it be / like the past we knew / However it goes / like a past in the shows / Whatever it feels / up on the heels / Knows nostalgia / 1974 / looking for more”

Det er tydeligt, at SilverGlam færdes hjemmevant i den tid, og albummets elleve melodisk slidstærke sange har samme uimodståelige drive og benhårde riffs som mange af genrens bedste bands dengang.

Sangene er dog helt nye og skrevet af det københavnske band selv med en enkelt undtagelse. The Glamrock Sessions vol. 1 er dog hverken ren retro eller net nostalgi, men et frisk, potent og højoktant bud på en videreførelse af en genre, der tog store dele af verden med storm dengang.

Undtagelsen er Moonlight In Baskerville, der er skrevet af makkerparret Nicky Chinn og Mike Chapman alias Chinnichap, som dengang var storleverandører af hits til glamnavne som Suzi Quatro, Mud og ikke mindst Sweet. Sidstnævnte regerede nærmest herhjemme med hele otte sange på førstepladsen af Danmarks Radios Top Ti/Tipparaden i 1971-73, som Jørgen Mylius bestyrede på P3. Næppe var den ottende færdigspillet i radioen, før Chinnichap præsenterede det britiske band for et bud på den næste single. Det var Moonlight In Baskerville, og trods dens umiddelbare kvaliteter takkede Sweet nej til sangen og fik i stedet Teenage Rampage, som bandet scorede endnu et tophit med her i landet såvel som flere andre steder i Europa.

Alle glemte herefter alt om Moonlight In Baskerville, men sidste år, altså små 50 år senere, gravede SilverGlam sangen frem og indspillede den som bandets debutsingle. Sweets originale guitarist Andy Scott hørte sangen og SilverGlam, og gav den tommelfingeren opad, og flere netradiostationer i

USA og Europa var heller ikke sene med opbakningen til det danske band. Faktisk var Dandy’s Stardust Dive med base i Californien så begejstret for sangen, at den strøg helt til tops på stationens ugentlige hitliste. Det samme skete for SilverGlams følgende singler, julesangen No One Waits Till

Christmas74 og Lady Strange, at bandet som en anerkendende gestus overfor Dandy’s Sardust Dive lod stationen vælge den næste single.

Valget faldt på sangen Rebel Glam, der således udsendes som endnu en appetitvækker til The Glamrock Sessions vol. 1.

SilverGlams kærlighed til glam er uomtvistelig, og flere musikalske markører på albummet afslører det, ikke mindst Henrik Botofts og Peter Peters guitarer, som udfolder sig legesygt oven på Henrik Christiansens melodiske bas og Gert Oestrichs levende, energiske trommer. Bandets spændende brug

af både herre- og kvindevokal – i flere sange brugt som call-and-response – er uvant for genren, og Elsebeth G. Jensens og Thomas Carstensens stemmer klæder ikke bare hinanden, men er med til at give bandet et originalt udtryk. De har netop stor frihed, da det musikalske håndværk i bandet er så stærkt.

SilverGlam tæller da også nogle yderst erfarne musikere; Peter Peter med en fortid i Danmarks første punkgruppe Sods, som senere blev til Sort Sol, har de sidste mange år haft bandet Bleeder, mens Henrik Botoft har spillet med Hotel Hunger i en menneskealder. Gert Oestrich er primus motor i

SilverGlam og var i tidernes morgen medlem af BZ’ernes foretrukne band City-X. Han har siden spillet med flere bands, blandt andet sammen med Henrik Christiansen og Elsebeth G. Jensen i Hyperlove, som medvirkede på soundtracket til filmen Pusher II (2004). Elsebeth G. Jensen er derudover forfatter med foreløbig fire romaner på gaden: Naamahs sønner (2019); Visdommens børn (2019), Sankt Michaels sanatorium (2021) og Omphalos (2022).