Sådan kan man osse lave musik! Gode vibrationer i verdensklasse.
Amerikansk/dansk/indiske Oscar Mukherjee [MUH-kar-dji] er opvokset i USA men kom til Danmark i 2009. Han har allerede bemærket sig med flere selvudgivende EP ́er og som vinder af en DMA, som ”Årets ud af det Blå”, i 2021. The Mukherjee Development omfavner hans tre forskellige kulturelle baggrunde med sange om hengivelse, identitet og kærlighed i det multikulturelle 21-århundrede. Han dækkes solidt op af et erfarent fem mands band med medlemmer kendt fra bl.a. Peter Sommer & Tiggerne & Jonah Blacksmith.
Det musiske kollektiv har sammen skabt albummet Burnin’ Time som udkommer d. 25. marts 2022. Albummet fanger deres umiddelbare live nerve, hvor sammenspillet er i fokus og hvor bandet uden hensyn til genre-kasser stjæler fra indie, rock, jazz, americana, triphop og stillehavsmusik. Oscars perfekte amerikanske sprog giver bandet et internationalt udtryk. I en ellers mørk tid kan Burnin’ Time give et tiltrængt break. Her kan man i sandhed drømme sig hen til en fredelig solskinsdag på et spejlblankt Stillehav, hvor en tømmerflåde driver langsomt rundt i den tropiske brise. På den står The Mukherjee Development og rammer ned i noget der sender tankerne til en stemning af en jamsession med Kurt Vile, Phoebe Bridgers og John Prine. Referencerne er nævneværdige hints da der her er tale om et HELT NYT dansk act. Men når det så er sagt, så kan de her drenge godt selv.
Burnin’ Time er et unikt album, der har sin styrke i kreative, sammensatte verdener. Man sætter det på, driver hen og bliver simpelthen bare i godt humør.