Efter en udgivelsespause på ti år træder det danske rock-orkester Tyrants & Kings ud af skyggerne og ind i mørket på deres fjerde album, den majestætiske dødsmesse ‘Sketches For A Requiem’.
Ovenpå de tre første plader, hvor den hårde, guitarbaserede rocklyd var dominerende, har Tyrants & Kings på denne udgivelse skåret al unødigt musikalsk fedt fra. Med vokalen og sangene i centrum opstår skelettet til en ny type sange; Nøgne, ulmende og grynede med melodier, som virker både velkendte og nye og med en dynamik og struktur, der hele tiden bevæger sig og lever sit eget forunderlige liv.
'Sketches For A Requiem' er en plade med højere til loftet, dybere til bunden og fyldt med nærvær, personlighed og ærlighed. Den fortæller historier, skaber billeder og formidler følelser.
Efter ti års arbejde står Tyrants & Kings nu tilbage med de ni sange, der udgør det nye album ‘Sketches For A Requiem’. Med respekt for mestre som Cave, Dylan og Cohen tager bandet livtag med eksistensens udfordringer i en lige dele smuk og forslået tusmørke-rock, hvor personlig lyrik og intens melodi er ridset i lakken af beskidte lydflader, instrumenteringer og arrangementer. Det skramler, rumler og rumsterer, men først og fremmest, så lever det.